Projekter

Planteforædling & nyhedsanmeldelse

Mange års arbejde med planteforædling har resulteret i nye serier af prydplanter med høj prydværdi og forbedrede, dyrkningsmæssige egenskaber så som sygdomsresistens og naturlig kompakthed bl.a. ved krydsning med vildarter.

Jeg har udviklet nye sorter af Ajania, Aster, Campanula, Hebe, Hydrangea, Kalanchoe, Mandevilla, Osteospermum, Pelargonium, potteroser samt andre kulturer.

Forædlingsarbejdet har også rettet sig mod udvikling af nye nytteplanter.

Jeg har erfaring med alle faser af forædlingsprocessen, hvor mine input altid tilpasses kundens behov. Opgaverne kan være botanisk research, indsamling af sorter/vildarter til forædlingsprogrammer, planlægning af forædling, krydsbestøvning, frøhøst, såning, selektion, tests og afprøvning i produktionen. Jeg udarbejder også alle dokumenter vedr. nyhedsanmeldelse, såvel i EU (CPVO) som oversøisk i Japan, USA m.v.

Med global nyhedsanmeldelse får du optimal mulighed for at indhente licensindtægter fra hele verden og høste frugterne af dit forædlingsarbejde.

Aster

Campanula

Hebe

Planter til naturlægemidler og kosttilskud (nutraceuticals):

I starten af 1980erne var jeg som botanikstuderende med til at indsamle medicinplanter hos tre grupper af indfødte folk i Ecuador. Siden dengang har mit hjerte banket for plantemedicin, selv om den har haft svære kår herhjemme. Jeg arbejder som konsulent omkring forædling, produktion og udvikling af planter, der bruges til kosttilskud og naturlægemidler, bl.a. med rosenrod, Rhodiola rosea, og have-purpursolhat, Echinacea purpurea.

Forædlingsarbejdet, der så vidt vides er det første af sin art herhjemme, retter sig primært mod et større indhold af aktivstoffer. Det er ofte muligt at søge midler til projekter indenfor dette område, da der ofte er tale om innovations- eller tværfaglige udviklingsprojekter, hvor producenten med fordel kan samarbejde med forskningsinstitutioner. Jeg tror på større produktioner af plantemedicin fremover.

Rosenrod

Have-purpursolhat

Ny Nordisk Mad

At dyrke jorden bæredygtigt og med omtanke for natur og mennesker, gerne økologisk eller globalgap certificeret, er for mig vigtigt og fundamentalt. Der er brug for flere innovative produkter i form af nye kornsorter, nye bær, grønsager og andre nytteplanter, gerne med udgangspunkt i den nordiske natur og kultur. Der skal udvikles spændende og velsmagende afgrøder til det nationale & internationale køkken. De nye fødevarer skal også helst være sunde og kunne modvirke livsstilsygdomme som fedme og diabetes 2. Sidst, men ikke mindst, skal de være klimavenligt producerede.

Jeg har bl.a. opstartet nye innovative produktioner af bær som f.eks. surbær (Aronia melanocarpa) og kinesisk bukketorn (Lycium chinese).

Jeg har også sat afprøvninger i gang af gamle, nordiske grønsagssorter og krydderurter fra Nordisk Genbank. De gamle sorter har ofte en stærkere smag og er mere sygdomsresistente.

Nyt Nordisk Køkken efterspørger vilde, nordiske urter til fremtidens gryder. Med min botaniske baggrund har jeg mange idéer til nye produktioner på friland indenfor dette område, gerne i samarbejde med landmænd og gartnerier, der også brænder for nytænkning! Jeg har også mulighed for at organisere indsamling af friske, vilde planter til restauranter og storkøkkener.

Hyldeblomst

Aronia

Vilde jordbær

Brændende idémager

Gode idéer er guld værd. De dukker ofte op, når jeg løber en tur i skoven. Søger du en god, innovativ og realiserbar produktionsidé til dit gartneri eller landbrugsproduktion, eller skal du have hjælp til at realisere din egen, tager jeg gerne en uforpligtigende snak om, hvordan projektet kan realiseres, og hvor vi evt. kan søge midler.

Jeg holder mig ajour med trends og udvikling indenfor fødevarer, prydplanter og nutraceuticals. Det sker ved deltagelse i messer i ind – og udland, ved rejser til europæiske storbyer og ved læsning af relevante blade og magasiner indenfor området.

Vulkan Chile

Fundraising

At realisere en god idé kræver ofte en større investering. Heldigvis er der mange muligheder for at søge økonomisk tilskud. Jeg har stor erfaring med udarbejdelse af ansøgninger til erhvervsudvikling, innovations og energibesparende investeringer. Holder mig ajour med aktuelle muligheder, især i forhold til midler under Ministeriet for FødevareErhverv, herunder nye ansøgningsmuligheder i Grøn Vækst regi.

Tomater